mit år 2016

Jeg må indrømme at jeg længe har set det som et succeskriterium, at jeg har afstået fra at skrive nye indlæg på denne blog. Fandt en form for tryghed i pausen. Denne blog udviklede sig nemlig til først og fremmest at være en blog jeg skrev for mig selv. En blog jeg skrev af personlige intrapsykiske årsager. En blog jeg brugte tid på, engagerede mig i og dedikerede mig til fordi den havde en terapeutisk funktion. Nemlig den terapeutiske funktion; at udfylde et tidsrum som ellers ville efterlade mig med en rum rastløshed og/eller endnu værre – en oplevelse af manglende substans i min tilværelse.Og dermed afspejlede behovet for at skrive på bloggen og mængden af tid jeg brugte på den, i mine øjne et terapeutisk behov og omvendt afspejlede det manglende behov for at skrive på den, en reducering af et terapeutisk behov. Min blog tillod mig at have noget at lave i en periode, hvor jeg ellers intet havde at lave. Nærmere betegnet den periode i mit liv hvor jeg var kontanthjælpsmodtager og dysfunktionelt anlagt, hvad angik mine evner til at gennemføre en uddannelse og/eller fungere på en arbejdsplads.

Det har altid været en af mine kendetegn, aldrig at finde det svært at få tiden til at løbe afsted. Dette være sig uanset hvor uendeligt store mængder tid jeg haft til rådighed, og uanset hvor uendeligt lidt af dette (hvis noget overhovedet), jeg har brugt i samvær med andre. Hertil kan det passende bemærkes, at jeg som 11-årig fik den autistiske diagnose ‘aspergers syndrom’. Derfor forekom det mig at være en glimrende idé, at benytte en blog som tidslomme til de massive mængder af tid, der stod til min rådighed. I weekender såvel som i hverdage. Og da dette rum af tid så blev signifikant indskrænket som følge at jeg kom i gang med at gennemføre faget Matematik C-A på tre måneder. Betragtede jeg det som et udtryk for en succesfuld udvikling inden i mig, at jeg formåede at erstatte mængderne af tid jeg brugte bloggen, med lektielæsning og møde til undervisningstimer på skolen.
Når jeg så alligevel vender tilbage til at skrive på bloggen, er det for at søge oplevelsen af at skrive uden at selve handlingen er båret af et terapeutisk formål.

Jeg føler mig utroligt privilegeret over at jeg rent faktisk er blevet et menneske, for hvem det at tage en uddannelse ikke er udenfor rækkevide. Et menneske for hvem faglighed ikke nødvendigvis er en utilgængelig størrelse. Såvel at fungere på en arbejdsplads, som på en uddannelsesinstitution, har ikke blot forekommet mig vankeligt, det har forekommet mig utænkeligt. Og det ville højst sandsynligt vedblive, at forekomme mig utænkeligt, havde det ikke været fordi jeg selv i mine senere år fandt ud af at diagnosticere mig selv med ADHD (hvilket efterfølgende blev verificeret af læger). Men endog mere afgørende; efterfølgende selv har opdaget, foreslået og fået recept på; et præparat mod ADHD som virker og ikke blot bivirker på mig.
Jeg vil dog af lærdom med erfaring fra tidligere oplevelser, endnu ikke decideret kalkulere med at det lykkedes at gennemføre en uddannelse eller at fungere på en arbejdsplads, men jeg har da fået en masse håb og optimisme omkring at det kan lykkedes, hvor jeg før var sortsynet og bitter.

På den måde har år 2016 været det noget nær det mest succesfulde år overhovedet i mit liv, og jeg tror ligefrem at jeg ser frem til år 2017 mere end jeg frygter det.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s