Ondskabens Hotel

“De tårer, der heler, er også de tårer, der bider og brænder.”

Jeg stod med bogen i hånden foran afleveringsskranken på Tårnby Bibliotek og tænkte “Argg, ikke igen”. Jeg havde noteret talrige steder i romanen, altså horror-klassikeren fra 1977 Ondskabens Hotel af Stephen King, hvor jeg fandt sproglige perler jeg ikke bare sådan havde lyst til at skylle ud i glemslen, hvilket jeg ellers havde for vane. Så jeg besluttede i stedet at dedikere et enkelt blogindlæg til at fremhæve de sprogligt mindeværdige øjeblikke i en roman jeg læste med stor glæde og glubsk appetit. For romanen illustrere på glimrende vis hvilken stærk pind Stephen King har og hvilken glimrende roman det egentlig er han med Ondskabens Hotel, har støbt sammen.

Romanen kan varmt anbefales at læses også selvom man måske kender historien fra Stanley Kubrick’s berømte filmatisering af samme navn fra 1980. For modsat de lettere primitive og endimensionelle karakterer i Kubrick’s film er Jack Torrance og Wendy væsentlig mere spændende og komplekse væsener at følge i romanen, hvor især Jack’s indre kamp om at bevare fatning i et sind, der gradvist er ved at gå op i limningen er en central del af romanen, filmen slet ikke formår at vise i samme grad. Og slutningen på romanen som jeg nok skal undlade at røbe, er særdeles rørende og betydelig mere betagende end den mere flade slutning i filmudgaven.

Be aware for spoilers, hvis ikke du allerede har læst bogen!

Side 130 –
“Oppe på taget kunne han føle de sidste tre års smertefulde sår vokse sammen. Oppe på taget følte han fred. De forgangne tre år begyndte at ligne et fjernt og overstået mareridt.”

Side 136
“Når man uforvarende stak hånden ned i en hvepserede, havde man ikke sluttet pagt med djævlen om at opgive sit civiliserede jeg og dets tilbehør af kærlighed og respekt og ære. Det var bare noget, der skete. Passivt, uforsætligt holdt man op med at bruge hjernen og koblede over på nervesystemet; på fem sekunder forvandledes akademikeren til en brølende abe.”

Side 158
“Men Danny var faldet i søvn. Hans åndedræt var langsomt og roligt. Jack blev et øjeblik siddende og kiggede på ham, og en bølge af ømhed brusede igennem ham som en hvirvlende brænding.”

Side 182
“Danny er underbevidst i stand til at gøre, hvad såkaldte mystikere og tankelæsere gør ganske bevidst og kynisk. Det beundrer jeg ham for. Hvis livet ikke får ham til at trække følehornene til sig, tror jeg han bliver et bemærkelsesværdigt menneske.”

Side 215

Side 243
“Men voksne var altid så forvirrede inde i hovedet; hvis de skulle lave noget, var deres sind fuldt af tanker om, hvilke konsekvenser det kunne få, fuldt af tvivl, af samvittighed, ansvarsbevidsthed. Hvert eneste valg syntes at have sine skyggesider, og undertiden forstod han ikke hvorfor disse skyggesider var skyggesider.”

Side 276
“Forvirring syntes at stige, og et øjeblik så hun hans sande ansigt, det han normalt holdt så effektivt skjult, og det var et desperat og fortvivlet ansigt, der tilhørte et dyr, som var fanget i en fælde, det ikke formåede at gennemskue og slippe fri af.”

Side 276
“Han var en knudemand, en indelukket, spændt natur, og hun skræmtes fra vid og sans, hver gang han mistede sin selvkontrol.”

Side 316

“- .. Og Måske har Overlook også noget.
– Spøgelser?
– Jeg ved det ikke. I hvert fald sådan nogle, som man kan læse om hos Algernon Blackwood. Måske snarere en slags reminiscenser af de følelser, folk som har boet her, har følt. Gode ting og dårlige ting.”

Side 339

“Det var en hemmelighed, som hans far nidkært vogtede over, selv inde i sit sind. Var det muligt, tænkte Danny, at være glad for at have gjort noget og så samtidig skamme sig så meget over det, at man forsøgte ikke at tænke på det?”

Side 352

“På samme måde som han altid havde ment det morgenen derpå, når han stod og betragtede sit blege indfaldne ansigt i spejlet ude på badeværelset. Nu holder jeg simpelthen op. Men morgen blev til formiddag og formiddag til eftermiddag, og om eftermiddagen havde han det en smule bedre. Og eftermiddag blev til aften.Efter dag kommer nat, som et eller andet lyst hoved engang havde sagt.”

Side 383

“Pigens ene bekymrede tanke om stegen nu ville brænde på eller ej kastedes imod ham igen og igen, til han til sidst troede, han var ved at blive sindssyg. Somme tider var det bare sådan… at man uden påviselig grund modtog en enkelt klokkeklar- og sædvanligvis helt overflødig – tanke.”

Side 392

“Bladende begyndte at ulme, men der gik ikke rigtigt ild i dem, og de afgav en duft – en aroma – der vendte tilbage i hans erindring hvert efterår, når vindjakkeklædte mænd gik i haverne og rev blade sammen og brændte dem. En sød, fyldig, stemningsvækkende duft med en snert af noget bittert over sig.”

Side 448

“At leve af sit vid er altid at vide, hvor hvepsene er.”

Side 449

“Hans mentalt og åndeligt døde mor havde været lænket til hans far med ægteskabets bånd. Og selv om far havde måttet trække hendes rådnede lig med sig gennem livet, havde han altid været sit ansvar bevidst. Han havde forsøgt at opdrage sine fire børn til at skelne mellem ret og uret, havde forsøgt at lære dem disciplin og – fremfor alt – at respektere deres far.”

headershiningthursday

Side 472

“Det fortvivlede ham at skulle stå og snakke for sin syge moster, når tiden var så knap. Men det var en provinsbo, han talte med, og han vidste, at provinsboer har en ulyksalig trang til at bore og grave, snuse og rode i alle hjørner og kroge, før de kaster sig ud i en forretning.”

Side 521

“De tårer, der heler, er også de tårer, der bider og brænder.”

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s