Requiem: Kapitel 64

                     

Hun havde vidst hun ville blive syg, hun havde følte det, hun havde vidst det, hun havde bare ikke vidst hvad det var hun ville blive syg af, men at hun ville blive syg, det vidste hun, hun var syg, det var næsten ligesom dengang hun fik mæslinger, men bare på en anden måde, for dengang havde hun sat sig helt tæt op ad kakkelovnen da hun kom hjem fra skole, og kakkelovnen var for fuldt blus, og alligevel havde hun siddet så tæt op ad den at hun næsten blev forbrændt og alligevel havde hun sitret over hele kroppen og havde klapret med tænderne af kulde, og da var mor kommet ind, hun havde slet ikke vidst at hun allerede var hjemme fra skole, og det selv om det var normal tid, og hun havde sagt “men der må jo være noget i vejen med dig, du må jo være syg, du må jo havde feber, man kan da ikke sidde sådan op ad kakkelovnen og klapre med tænderne uden at være syg”, for hun havde næsten rørt ved den ildglødende kakkelovn uden at blive varm hverken i fingrene eller i kroppen, “vi må da tage din temperatur”, og da havde hun over niogtredive, og da havde hun haft mæslinger, og da var hun kommet i seng, og der var blevet rullet ned for gardinerne for det var farligt for en pige at have mæslinger dengang, eller var det røde hunde, og nu var hun blevet syg, og hun mærkede det var maven, og så var det alligevel ikke maven, hun havde smerter i maven, måske var det blindtarmsbetændelse, det kunne let være blindtarmsbetændelse, eller bughindebetændelse og det var endnu værre, det var maven og så var det alligevel ikke maven, det var som om at maven forsøgte at trænge sig ud af hende, presse sig vej ud af hende, falde ud af hende, hun vidste hvad det var, nu vidste hun det, det var maveblødning, i en alder af tretten, og hun havde kaldt på sin mor, hun havde råbt på sin mor, hun havde råbt, men alligevel havde hun ikke skreget, hun havde ikke helt kunne skrige, hun havde blot kaldt, kaldt mere end råbt i egentligt forstand, og hendes mor var kommet, hæsblæsende op ad trappen, løbende, farende op ad trappen, ind ad døren, hæsblæsende, angst, angst lige som hun selv, og hun havde set hende liggende der, blødende, døende af maveblødning, fortvivlet, bestyrtet, angst over at hun skulle dø af maveblødning, og hun havde taget en gammel vaskeklud, og hun havde sagt “vask dig”, andet havde hun ikke sagt end “vask dig, vask dig, men lad være med at sige noget til far eller til drengene”, og vaskekluden havde været stiv af gammel sæbe og grå og laset, og håndklædet var alligevel blevet rødt, og hendes mor havde taget det og bare sagt at hun skulle vaske sig og vente lidt, og det var helt i orden, hun døde ikke, men på den anden side man ikke sagde til far, og heller ikke til drengene, hun vidste ikke helt hvorfor, men sådan var det altså, man sagde ikke noget, man måtte ikke sig noget, de måtte intet vide, blot vente med at tørre sig, det var det hele, det var dengang.

– Kapitel 64 i “Requiem” af Peer Hultberg (1985)

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s