Men hvad med manden?

“Når vi overvejer balancen mellem kvinde (m/k) og mand (m/k) er det interessante altid spørgsmålet mellem magt og afmagt. Et barn er ren afmagt… og knyttes ofte til kvindekønnet… Det er fint hvis kvinder (også) får magt. Det er endnu finere hvis afmagten anerkendes som en del af det vi er gjort af.. også… i den forstand er det en rummelighed der skal forsvares. Ikke kun magt. Så ækvivalisme … er et et godt ord? Kønfo? Kvinder kan være lige så stærke som mænd, såmænd. Hvem kæmper for svagheden? Retten til skrøbelighed?” – Tine Byrckel

 

“Jamen, så start da et Dansk Mandesamfund. Søg bevillinger til et ’Manfo’ eller brug Kvinfo som sparringspartner i stedet for bare at skælde ud på dem. Indstift et modsvar til Mathildeprisen og kald den Karl-Børge-prisen, og hyld mænd, der slås for andre mænd. “ Skriver Politikken journalist, Ditte Giese, i et modsvar på den kronik og den debat, der fulgte i kølvandet på den selvudråbte tabermand, Johanne C. Jensens  famøse klagesang om hvor mandens ditto, til feministernes mange netværk, dog blev af. Et indlæg hvor Ditte Giese samtidigt også kommer med respons på et debatindlæg af Johan Engle-Schmidt, hvor han efterlyser forargede reaktioner fra feministerne, efter at en kvindelig deltager i Paradis Hotel, på suspekt vis tilraner sig sex med en, udadtil, sovende mandlig deltager.

Og I en debat-tråd fra i efterårs, hvor radiovært Iben Maria Zeuthen efterlyser mandens vilkår belyst i ligestillingsdebatten, uddyber Ditte Giese denne tankegang, ved at bemærke, at ingen bevægelse nogen sinde er startet, ved at sidde med armene over kors.

Og her har vi i min optik fat i roden på de komplekser der er, omkring mænds sag og position i feminismen, og ligestillingsdebatten. For på den ene side har vi at gøre med forkælede (“så giv tabermændene…en kæreste.. sex og kærlighed”.og usolidariske stemmer (“Hvor er vores ligestillingsordførere?”) som bruger en prekær sag, som anledning til en gang feminist/kvinde-bashing. (Noget som man desværre alt for ofte har kunnet bevidne mandens sager misbrugt til, af destruktive anti-feministiske grupper som Manfo)

Men på den anden side har vi også at gøre med en afmagt og berettiget frustration over de vanskeligheder, der ofte forekommer, når mandens vilkår og behov, føjes til ligestillingsdebatten.

Eksempelvis at manden som følge af deres historiske status som det herskende køn i samfundet, ikke har haft nær samme behov for at udvikle kønsfællesskaber og netværk, svarende til dem kvinder og feminister, den dag i dag, trækker på. Eller at manden grundet skamfølelse, og frygt for tab af status og anseelse i den maskuline verden, ikke har udviklet samme evner, for at åbne op og italesætte sine følelsesmæssige problematikker, og oplevelser. Og da slet ikke overfor egne kønsfæller. Oveni i dette, kan mandens problemer også rent visuelt være mindre synlige, og sværere at få øje på. Eksempelvis når mandlige sex-arbejdere bruger internettet, frem for gaden, til at opsøge kunder. Eller når mandlige ofre for partnervold, sjældnere får samme tydelige fysiske skader, som kvinder.

Af disse grunde, kan manden ofte ende, i en skrøbelig position. For han har vanskeligere ved at erkende sine kønsproblematikker. Vanskeligere ved at få øje på en oplagt instans, at rette henvendelse til, med dem. Og omverden, har samtidigt vanskeligt ved få øje på, at der overhovedet er et problem.

Så meget desto bedre er det at læse om Dansk Kvindesamfund ligestillingsambitioner for det kommende år, i en kronik i Berlingske, forfattet af forkvinde Lisa Holmfjord. Her fortælles der nemlig, at Dansk Kvindesamfund i højere grad vil inkludere manden i ligestillingskampen, og bidrage til et opgør, med den maskulinitetskultur, der gør at mænd i større grad end kvinder, brænder inde med deres problemer, frem for at søge hjælp til dem. Selv når problemerne er allermest alarmerende.

Åbenhed, bedre føling med, og aftabuisering af mandens problemer, er fundamentalt, hvis vi skal komme manden, og hans skrøbeligheder til undsætning.

Hvis vi skal hjælpe de mange mænd, der går ned med flaget, fordi de ikke i tide, erkender at de lider af stress. Hvis vi skal hjælpe de mange mandlige sex-arbejdere i landet, vi aldrig høre om. Hvis vi skal hjælpe de fædre, hvis forældreskab ikke tages lige så seriøst af samfundet, som mødres. Hvis vi skal hjælpe de mænd, der ligesom kvinder, også oplever sexchikane på arbejdspladsen, de mænd, der også udsættes for voldtægt, de mænd, der også udsættes for partnervold, og de mange mænd der vælger en voldelig, eller selvdestruktiv løsning på deres frustrationer.

Men uden hjælp fra mændene selv, kommer kvinders kønsproblematikker nemt til at sætte dagsorden, og det er synd. For den skrøbelige maskulinitet har brug for befrielse fra antikke kønsstereotyper. Manden har brug for feminismen, og feminismen, brug for manden.

De bedste hilsner og ønsker om et godt og frugtbart ligestillings år, for kvinden, for den transkønnede, og for manden.

– Janus Cailloux,  Medstifter af Facebookgruppen Mandligefeminister.dk

Reklamer

1 Comment

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s